D A N M A R K S K I R K E H I S T O R I E
historiske data om stifter, provstier, pastorater, sogne og kirker indtil år 2000
Hvidbjerg Vesten Å Kirke
Adresse
Hvidbjerg Vesten å Kirke
Hedegårdsvej 57 A
Svankjær
7750 Bedsted
Se kort
Kirken er åben
Se opslagstavlen ved kirken.
Kirkebygningen
Kirken er opført i middelalderen. I det samflugtshærgede Sogns sydøstlige hjørne, fjernt fra vestkysten ligger Hvidbjerg Vesten å Kirke ensomt på en kirkegård, der omgives af kampestensdiger. Bygningen består af romansk apsis, kor og skib.
Den romanske granitkvaderbygning er ganske anselig, og murene hviler på en skråkantsokkel.
Apsis har bevaret et cirkelrundt vindue, og i koret sidder der et oprindeligt rundbuevindue.
Norddøren, der er retkantet, står tilmuret med små mursten, syddøren af samme type er stadig i brug.
Ved en restaurering i 1964 ved arkitekterne Poul Hansen og Ib Nyholm, Thisted, blev store dele af ydermurene omsat. Samtidig fremdrog man i den tilmurede norddør den gamle dørfløj af svære egeplanker.
Klokkerne
Klokken fra omkring 1500 af støberen P. L. P. med bomærker og støbermærke, men uden indskrift hænger i en meget malerisk klokkestabel sydøst for koret.
Våbenhuset
Våbenhuset vender mod syd og er fra 1800-tallet. Det er bygget af små gule sten og lader sig ikke datere nøjere, men det hører tydeligvis 1800-tallet til.
Ved restaureringen 1964 blev våbenhuset ombygget.
Kirken indvendig
I det indre har apsis pudset halvkuppelhvælv, medens den bredt spændte korbue med profilerede kragbånd vistnok er omsat i ny tid. Både skib og kor har flade bjælkelofter. Skibets vestligste vindue i syd er vistnok sengotisk, de øvrige sandsynligvis fra 1700-tallet. Vinduerne mod nord er indsat i 1800'erne.
Altertavlen
Altertavlen er en fløjaltertavle af lutheransk type fra slutningen af 1500-tallet, svarende til dem i Arup og Hunstrup. Af en renæssancestaffering ses kun adelsvåben for Mogens Kaas, Lysholm, og Margrethe Vestenie. Den øvrige staffering går tilbage til 1707 med malerier af Nadveren, Opstandelsen og Himmelfarten i Thranernes manér.
Alterbord og alterdug
På det romanske kvadermurede alterbord med skråkantprofileret plade i ét stykke står altertavlen.
Alterstager
Alterstagerne er fra 1606, givet af Sognepræsten Laverst Bertelsøn og Kirsten Nielsdatter.
Degnestol
En degnestol fra omkring 1625 er i Nationalmuseet.
Prædikestol
Prædikestolen er et billedskærerarbejde fra 1639, med usædvanlig fornøjelige evangelistrelieffer, skænket af Mogens Kaas og stafferet 1711 på bekostning af Mouritz Jacobsen Borchhorst ved Thøger Thrane og Anders E. Gundahl.
Døbefont
Den romanske granitfont er af vanlig Thybo-type.
Dåbsfad
Dåbsfadet er af sydtysk tilvirkning fra omkring 1575 med fremstilling af Bebudelsen. På randen initialer for præsten Anders Skive, † 1707, Anna Pedersdatter Bruun og præsten Hans Hansen Ramløse, † 1729.
Stolestader
I det ellers moderne stoleværk er der rester af panelværk fra omkring 1600. Inventaret blev nymalet 1964-65 ved G. Christensen, Silkeborg.
Siddepladser
Kirken har 150 siddepladser.
Skibe
Der er en skibsmodel fra 1800-tallet med papirskilte "Et fælles Minde" og "Givet af Lyngby Beboere til Hwidberg V. Aa. Kirke".
Orgel
Kirkens orgel er et Frobenius orgel fra 1940, senest restaureret 1973 og igen i 2002, har 6 stemmer.
Epitafier
Et smukt epitafium i senrenæssance over Mogens Kaas, † 1652, er forsvundet.
Ligsten
Der er gravsten over
1) Sognepræst Jens Pedersøn Skibsted, † 1692.
2) Sognepræst Anders Christenssøn Schive, † 1707, og Anna Pedersdatter Bruun, † 1715.
3) sidstnævntes mindreårige børn.
Retur til toppen
Copyright © Kirkesogne.dk 2007