Anga kirke, Gotland (o.1250 og o.1450)

Apsis, kor og skib er formodentlig bygget o.1225. Udvendigt virker skibet noget kort, hvilket skyldes, at tårnet ikke er bygget selvstændigt men oven på skibet og hviler sin østmur på skibets midtersøjle. Tårnet er formodentlig tilføjet o.1275.

Indvendig danner kirken en romansk helhed med smukke proportioner. En søjle og gjordbuer deler skibet i to halvdele med hvælv, der er så smalle, at man ikke fornemmer kirken som dobbeltskibet. På skibets nordvæg ser man en indskrift med runer på gammelgutisk, den nævner de personer fra menigheden, som deltog i opførelsen af kirken: "…Gjorde her denne kirke, Hägmund med fire øg og Liknvid med to øg og Hägvid med to … Botvid med et øg og Agnmund og Linkvid med et øg … og alt det folk, som her har arbejdet, både nævnt og unævnt, miskund dem Gud, både levende og døde." Anga kirke er det eneste sted, hvor man kan læse, at den lokale menighed har deltaget i kirkebyggeriet.

I hvælvene ses ornamentik fra o.1250, denne udsmykning er signeret Halvard i en donationsindskrift på triumfvæggen nord for korbuen.

På skibets vægge ses en stor udsmykning af Passionsmesteren (o.1450). På vestvæggen ses Sankt Georgs kamp mod dragen, prinsessen samt kongen og dronningen på slottet betragter kampen på sikker afstand. På nordvæggen mod vest ses Sankt Martin dele sin kappe med tiggeren. Et bånd med arkadebuer løber næsten hele skibet rundt. Mod vest ses Jesus barndomshistorie, mod nord Passionen. I nordportalens vanger ses kvindelige martyrer.

På nordvæggen over båndet med Passionen ses et bånd med Sankt Margaretas legende. Margareta får besøg af Djævlen forklædt som drage, men ved korsets magt reddes hun og kommer ud af dragens mave, som Kristus opstandelse. Derefter følger hendes martyrium.

På sydvæggen ses en apostelrække, hvor Johannes Døberen er kommet med. Desuden ses en sjælevejning, hvor man skimter djævlenes kamp for at tynge vægtskålen med sjælen ned, men den blødende Kristus som Smertensmand lægger et kors i den anden vægtskål og tynger den ned, sjælen er reddet, hvis blot man har bedt til den lidende Kristus, som ofrede sig for menneskehedens skyld. På sydvæggen ses endnu en offervillig person, den hellige Bernhardinus af Siena. Han er kronraget som munk og bærer et scepter med solen. Nederst ligger flere bispehuer, som symboliserer de bispedømmer han afskrev sig, da han gik i kloster for at leve et fromt liv i fattigdom.

Kirken har kalkstensdøbefont uden udsmykning fra 1200-tallet, altertavle fra 1300-tallet og korbuekrucifiks fra 1400-tallet. Prædikestolen er et arbejde fra 1600-tallet, den blev bemalet i 1741. Kirken blev restaureret i 1946, hvor kalkmalerierne blev afdækket og restaureret.