Andreas fortolkes som smuk eller besvarende, det kan også tolkes som mandig, ud fra ordet Ander, der betyder mand. Andreas er som Anthropos, som ordene Ana (:opad) og Tropos (:en vending). Så Andreas var en person, som vendte sig opad mod det himmelske og blev opløftet til sin skaber. Hans liv var smukt og han gav forstandige svar, især under lidelser, og han blev ophøjet i al sin herlighed. Præsterne og diakonerne i Achata skrev om hans martyrium, som de havde set med deres egne øjne.

Andreas og flere af disciplene blev kaldet tre gange af Herren. Første gang for at de kunne lære ham at kende. Det var den dag, da Andreas stod med andre disciple og hans lærer Johannes, der sagde: "Se Guds lam, som fjerner al synd på Jorden. Straks gik han og de andre disciple hen for at se, hvor Jesus boede, og de var hos ham hele dagen, og senere mødte Andreas sin broder Simon og førte ham til Jesus. Næste dag genoptog de fiskeriet, som var deres erhverv. Senere kaldte Jesus dem, denne gang til venskab. Han kom med en større flok til bredden af Genesareth sø, også kaldet Galilæas hav, og han gik ombord i den båd, som tilhørte Simon og Andreas, og på hans bud fangede de en stor mængde fisk. Andreas hidkaldte Jakob og Johannes, som var i en anden båd, og de bekendte sig til Herren, hvorefter de fortsatte deres gøremål. Men snart efter kaldte Jesus dem igen, og denne gang for at gøre dem til sine disciple. En dag gik han langs søens bred, han bød dem at kaste deres net bort og sagde: "Følg mig, jeg vil gøre jer til menneskefiskere." Og de fulgte ham og vendte ikke tilbage til deres tidligere virke. Men Herren kaldte Andreas en fjerde gang, og denne gang for at gøre ham til sin apostel, som Markus skriver i det tredje kapitel: "Han kaldte dem, som han havde valgt som sine egne, og de kom, og han sørgede for de var tolv."

Efter Herrens Himmelfart skiltes apostlene, og Andreas rejste til Skytien, mens Matthæus rejste til Murgundia, også kaldet Etiopien. Men etiopierne nægtede at høre Matthæus prædiken, og de stak hans øjne ud, lagde ham i lænker og kastede ham i fængsel, idet de havde til hensigt at henrette ham efter nogle få dage. Herrens engel fremstod for Andreas og beordrede ham at rejse til Etiopien for at være hos den velsignede Matthæus. Andreas svarede, at han ikke kendte vejen til Etiopien, hvorpå englen befalede ham at gå til kysten og der gå ombord på det første skib han stødte på. Det gjorde Andreas, og hjulpet af en god vind sejlede skibet til byen, hvor Mathhæus var. Med englens hjælp fandt han vejen til evangelistens fængsel, som han fandt åbent. Da han så Matthæus græd han bitterligt og bad, og som svar på hans bønner genskabte Herren evangelistens syn, som hedningene havde frarøvet ham.

Matthæus rejste til Antioka og Andreas forblev i Murgunda, hvor indbyggerne var rasende over, at fangen var undveget, de greb Andreas og trak ham fra sted til sted med hænderne bundet. Hans blod flød i stride strømme, men han bad uophørligt til Gud for sine bødler og fik dem til sidst omvendt. Så rejste han til Achaia. Det er, hvad vi har fået fortalt, men jeg finder historien utroværdig, for Matthæus befrielse og helbredelse ved Andreas kunne lade formode, at den store evangelist ikke selv var i stand at udrette, hvad Andreas gjord så nemt, hvilket er meget usandsynligt.

En ung mand af ædel byrd blev omvendt af Andreas og fulgte apostlen imod sine forældres vilje, hvorefter forældrene satte ild til det hus, hvor den unge mand og Andreas boede. Da ilden var på sit højeste, kastede den unge mand vandet fra en lille flaske på flammerne, og ilden døde ud. Forældrene sagde, at deres søn var blevet forvandlet til en troldmand. De bragte en stige og forsøgte at klatre op for at redde sønnen, men Gud ramte dem med blindhed, så de ikke kunne se stigens trin. En forbipasserende mand råbte til dem: "Hvorfor besværer I jer så meget. Ser I ikke at Gud kæmper for dem. Stop nu, ellers vil Guds vrede ramme jer." Mange som overværede dette troede på Herren. Hvad angår den unge mands forældre, døde de efter halvtreds dage og blev lagt i en grav.

En kvinde blev gift med en morder men kunne ikke føde, da hun lå i barselssengen. Hun sagde til sin søster: "Gå og bed til Diana for mig." Søsteren bad, men det var djævlen og ikke Diana som svarede: "Det er håbløst at bede til mig, jeg kan intet gøre for dig. Gå i stedet til apostlen Andreas, han kan hjælpe din søster." Hun gik til Andreas og førte ham til sin søsters barselsseng. Han sagde: "Du fortjener dine lidelser, du er gift dårligt, du har undfanget dårligt og du har påkaldt djævlen. Men hvis du angrer og tror på Kristus vil du blive udfriet." Kvinden omvendte sig og fødte et dødfødt barn, og hendes smerter stoppede.

En gammel mand ved navn Nikolas kom til Andreas og fortalte: "Mester, jeg er nu halvfjerds år gammel og har altid hengivet mig til synd og lyst. Nu har jeg læst evangeliet og bedt til Gud om at give mig mådeholdets nåde, men jeg kan ikke modstå lysten og falder tilbage til mit onde liv. Nu er der sket det, at jeg drevet af lyst søgte et bordel og havde glemt, jeg bar evangeliet på min krop. Men da skøgen så mig, skreg hun: Forsvind, gamle mand, forsvind. Rør mig ikke og forsøg ikke at komme mig nær. Jeg mærker usandsynlige ting ved dig, jeg ved, du er Guds engel. Jeg var forbavset over, hvad hun sagde, men kom i tanke om, at jeg bar evangeliet på min krop. Derfor, du hellige mand, bed for mig og min frelse." Da den hellige mand havde hørt dette, græd han og bad i flere timer, og han nægtede at spise, idet han sagde: "Jeg vil ikke spise, før jeg har sikkerhed for, at Herren har fået medlidenhed med den gamle mand." Efter han havde fastet i fem dage, kom en stemme til ham fra oven: "Andreas, dine bønner er blevet hørt. Men ligesom du har hærget din krop ved at faste for ham, skal han selv faste for at opnå frelsen." Den gamle mand fastede i seks måneder udelukkende på vand og brød, derefter sov han ind i ro og fred opfyldt af det gode. Og igen talte stemmen fra oven til Andreas: "Dine bønner har givet mig Nikolas tilbage, den Nikolas som jeg havde mistet."

En ung kristen mand fortalte i al hemmelighed til Andreas: "Min mor beundrede min smukke krop og forsøgte at lokke mig til utugt med hende, og da jeg afviste hende, gik hun til dommeren og anklagede mig for den selv samme forbrydelse. Bed for mig og frels mig fra en uretfærdig død, for jeg vil ikke forsvare mig selv. Jeg vil hellere dø end at fremstille min mor i en så stor skam." Den unge mand blev fremstillet for dommeren, og Andreas gik med ham. Moderen anklagede vedholdende sin søn for at ville voldtage hende, og selvom sønnen blev spurgt flere gange, om dette var sandt, sagde han ikke et ord. Så sagde Andreas til moderen: "Oh, onde kvinde, din egen lyst får dig til at sende din eneste søn i døden." Kvinden sagde til dommeren: " Ærværdige, min søn hengav sig til denne mand, efter han forgæves havde søgt at få sin vilje med mig." Dette gjorde dommeren vred, så han beordrede, at den unge mand skulle lægges i en sæk med beg og tjære og kastes i floden, og Andreas skulle sættes i fængsel til dommeren havde bestemt, hvilken pinlig dødsstraf Andreas skulle idømmes. Men Andreas bad, hvorefter et formidabelt tordenbrag forfærdede dem alle, og et stort jordskælv kastede dem alle til jorden, derefter blev kvinden ramt af lynet og forvitrede til aske. De øvrige bad Andreas om at bede for dem, så de ville blive reddet. Andreas bad for dem, og uvejret lagde sig. Ved dette troede dommeren og med ham de øvrige.

Da apostlen kom til byen Nicaea, fortalt indbyggerne, at syv djævle havde taget opstilling ved vejen uden for byen, her dræbte de alle, som passerede. Og mens alle så på, befalede den hellige mand, at djævlene skulle komme til ham, og straks kom de i form af hunde. Apostlen beordrede dem et sted hen, hvor de ikke kunne skade nogen. Djævlene forsvandt, og de som havde overværet miraklet modtog Kristi tro. Men da Andreas kom til byporten ved en anden by, så han en ung mand blive båret ud for at blive begravet. Han spurgte, hvad der var sket med den unge mand, og man sagde, at syv hunde var kommet og havde dræbt ham i hans seng. Apostlen brød i tårer og sagde: "Herre, jeg ved, det var de syv hunde, jeg jagede væk fra Nicaea" Derefter sagde han til den unge mands far: "Hvad vil du give mig, hvis jeg genopvækker din søn." Faderen svarede: "Jeg har intet mere kært end min søn, så jeg vil give ham til dig." Og da Andreas havde bedt til Herren, rejste den unge mand sig og fulgt apostlen.

Fyrre mænd var på vej over havet for at modtage troen fra Andreas, men djævlen rejste en storm og alle druknede. Men deres kroppe blev kastet op på havbredden af bølgerne. Apostlen genopvækkede dem hurtigt til livet, og de fortalte alle, hvad der var sket dem. Det er, hvad vi kan læse i den hellige mands legende.

Den velærværdige Andreas bosatte sig i Achaia og fyldte hele området med kirker, og han omvendte et stort antal til den kristne tro. Han omvendte bl.a. den romerske prokonsul Egeus hustru og døbte hende. Så snart prokonsulen hørte om dette, rejste han til byen Patras og bød de kristne at tilbede afguderne. Andreas gik til ham og sagde: "Du har retten til at dømme mennesker på Jorden. Men hvad du bør gøre er at anerkende din dommer i himlen, tilbed ham og vend dig fra de falske guder." Egeus sagde: "Du er altså den Andreas, der prædiker om den overtro, som fyrsten i Rom har befalet os at udrydde." Andreas svarede: "Det er fordi de romerske regenter endnu ikke har opdaget, at Guds søn er kommet ned til Jorden og har lært os, at dine afguder er dæmoner og en hån mod Gud. Derfor vender Gud sig bort fra de, som tilbeder dem, og han hører ikke deres bønner, og når de ikke længere høres af Gud, indfanges de af djævlen og vildledes af ham til deres nøgne sjæle forlader deres kroppe medtagende deres synder." Egeus svarede skarpt: "Ja, og fordi din Jesus prædikede dette nonsens, korsfæstede man ham." Andreas svarede: "Han indvilgede frivilligt i smerterne på korset, for at give os alle frelse og ikke for at udsone den enkeltes misgerning." Så sagde Egeus: "Hvordan kan du sige, han frivilligt led døden, når vi ved, at han blev udleveret af én af hans disciple, fængslet af jøderne og korsfæstet af soldaterne."

Derefter søgte Andreas at finde fem argumenter, der viste, at Kristus lidelser var frivillige. Kristus havde forudset sine lidelser og fortalt dem til sine disciple, idet han sagde: "Vi drager til Jerusalem og menneskets søn skal blive forrådt." Da Peter søgte at få ham fra det, sagde Jesus: "Vig fra mig, Satan." Han gjorde det klart, at han både havde kraften til at lide døden og genopstå fra døden, idet han sagde: "Jeg har kraften til at afslutte livet og jeg har kraften til at genopstå." Han vidste i forvejen, hvem der skulle forråde ham, idet han brød brødet og gav det til ham uden han forsøgte at undgå ham. Og endelig havde han udvalgt det sted, hvo han vidste forræderen ville komme og forråde ham. Andreas erklærede også, at han selv havde været vidne til alt dette, og han tilføjede, at korset var et stort mysterium. Egeus svarede: "Det er intet mysterium men en straf. Men hvis du nægter at følge min ordre, vil jeg give dig en forsmag på dit mysterium." Andreas sagde: "Hvis jeg var bange for smerterne på korset, ville jeg ikke prædike korsets herlighed. Men lad mig først belære dig om mysteriet. Måske vil du tro det, tilbede det og blive frelst.

Så begyndte han at forklare mysteriet om Genopstandelsen for prokonsulen, og ved hjælp af de fem beviser, forklarede han, hvor nødvendigt og vigtigt mysteriet er. Fordi det første menneske bragte døden til verden ved et træ, Kundskabens træ, var det vigtigt, at menneskesønnen skulle overvinde døden ved at dø på et kors af træ. Fordi synderen var blevet skabt af jord, var det vigtigt, at forsoneren blev født af en ubesmittet jomfru. Fordi Adam havde strakt hånden ud efter den forbudte frugt, var det vigtigt, at den anden Adam skulle åbne sin hånd på korset. Fordi Adam havde smagt æblets sødme, var det vigtigt, at Jesus måtte smage galdens bitterhed. Og fordi han havde givet sin egen udødelighed til mennesket, var det vigtigt, at han fratog mennesket udødeligheden, for var Gud ikke blevet menneske, kunne mennesket ikke blive udødelig. Til alt dette svarede Egeus: "Gå og udbred disse banaliteter dit eget folk, men adlyd nu mig og tilbed de almægtige guder." Og Andreas sagde: "Jeg ofrer et rent lam til den almægtige Gud hver dag, og lammet forbliver levende efter folket har spist det." Egeus spurgte, hvordan det kunne ske, og Andreas svarede: "Bliv hans discipel, og jeg skal fortælle dig det." Og Egeus sagde: "Så vil jeg pine et svar ud af dig." Og rasende lod han Andreas fængsle.

Den næste morgen satte han sig i dommerstolen og spurgte igen Andreas, om han ville ofre til afguderne, idet han sagde: "Hvis du nægter at adlyde mig, vil jeg lade dig hænge op på korset du praler med." Og han truede ham med andre pinsler. Apostlen svarede: "Lad dem være de værste du kan tænke dig. Jo mere jeg lider i hans navn, jo mere vil jeg blive anerkendt af min konge." Egeus beordrede 21 mand at gribe ham, piske ham og binde hans hænder og fødder til et kors for at gøre hans pine længere.

Da den hellige mand blev ført til korset, samledes en stor skare, og de råbte: "En uskyldig mand er dømt til at udgyde sit blod uden grund." Men apostlen bad dem om ikke at redde ham fra sit martyrium. Da han så korset i det fjerne, sagde han: "Hil dig kors, som er indviet af Kristus legeme og smykket med hans krop som af kostbare ædelstene. Før Herren blev sat op på dig, var du frygtet på jorden, men nu nedbringer du kærligheden til Jorden og er anerkendt som en velsignelse. Jeg kommer til dig i forvisning og med begejstring, så du kan modtage mig med glæde som en discipel af den, som hang på dig, for jeg har altid elsket dig og higet efter at omfavne dig. Åh Guds kors, æret og smykket af Herrens legeme, attrået længe, altid elsket, uophørligt efterstræbt, og nu forberedt til mit længselsfulde sind. Tag mig væk fra menneskets verden og før mig tilbage til min Herre, som har udfriet mig ved hjælp af dig og nu vil modtage mig gennem dig. Da han havde sagt disse ord, afførte han sig sine klæder og gav dem til bødlerne, der bandt ham til korset som de var blevet beordret. I to dage hang han levende på korset og prædikede til tyve tusinde mennesker. På den tredje dag begyndte folket at true prokonsul Egeus, idet de sagde, at en hellig mand ikke skulle lide så meget, og Egeus kom for at udfri Andreas af hans lidelser. Da Andreas så ham, sagde han: "Hvorfor er du kommet, Egeus, hvis du søger tilgivelse, er du tilgivet, men hvis du tager mig ned fra korset, skal du vide, at jeg ikke vil komme ned fra korset i live, for jeg ser allerede, at min konge venter mig." Da soldaterne søgte at befri ham, kunne de ikke, ja de kunne end ikke røre ham, og deres våben faldt kraftløse til jorden. Andreas vidste, at folket ville frelse ham, og han fremsagde en bøn fra korset, som Augustin nævner i sin On Penance: "Herre, lad mig ikke komme levende ned fra dette kors, det er tid for dig at overlade mit legeme til jorden. Du overlod det til mig, og jeg har båret det og vogtet det længe og arbejdet hårdt, så nu ønsker jeg at blive udfriet af denne pligt og blive befriet for denne tunge iklædning. Jeg tænker på, hvor meget jeg har anstrengt mig for at bære dens byrde og styre dens uregerlighed, så jeg kunne afhjælpe dens svaghed og fremtvinge dens åbenhed. Du ved Herre, hvor ofte den har søgt at trække mig væk fra de rene tanker og vækket mig af den søde stilheds hvile, og du ved, hvor mange sorger den har givet mig. Åh kære Fader, jeg har modstået denne krops fristelser så længe, og med din hjælp er det lykkedes. Du retfærdige og kærlige Gud, lad den ikke være længere i min varetægt. Jeg giver tilbage, hvad du har tiltroet mig. Overgiv den til jorden, så jeg ikke længere skal tage vare på den, og den ikke længere skal styre og hæmme mig, jeg tørster efter at komme til dig, du livets og glædens uudtømmelige kilde."

Da Andreas havde sluttet sin bøn kom et blændende lys fra himlen og skjulte ham i en halv time, og da lyset forsvandt, drog han sit sidste suk. Egeus hustru, Maximilia, lod apostlens legeme tage ned og gav det en ærefuld begravelse. Men inden Egeus var nået hjem, blev han grebet af en dæmon og døde på gaden, mens folket så på.

Man har også fortalt, at florlet manna og velduftende olie udsprang fra Andreas grav, og ved disse tegn, kunne egnens befolkning forudsige det kommende års afgrøder. Hvis udstrømningen var ringe, ville næste års høst blive mager, var den stor, ville høsten blive rig. Dette har formodentlig været rigtigt i gamle dage, men nu siges det, at den hellige mands legeme er blevet flyttet til Konstantinopel.

En meget hengiven biskop ærede Andreas over alt og indledte alt, hvad han foretog sig, med bønnen: "Gud og Andreas til ære." Dette vækkede djævlens vrede og han brugte al sin snilde til at overvinde biskoppen. Han tog form af en smuk kvinde, som kom til biskoppens gård og sagde, hun ønskede at skrifte for ham. Biskoppen sagde, hun skulle henvende sig til hans egen skriftefader, som han gav alle nødvendige hjælpemidler, men hun afslog med den begrundelse, at biskoppen var den eneste, som kunne modtage hendes skriftemål. Til sidst lod han hende komme til sig, og hun sagde: "Herre, jeg beder Dem, hav medlidenhed med mig, som De kan se, er jeg meget ung, opdraget ømt og af kongeligt blod. Jeg er kommet her alene og i en pilgrims klædning. Min fader er en stor konge, han ønsker at gifte mig bort til en betydningsfuld prins, men jeg har fortalt ham, at jeg afskyr ægtesengen, fordi jeg har sværget evig jomfrudom til Kristus, og jeg vil aldrig kunne hengive mig til kødelig lyst. Med valget mellem at skulle give efter for hans ønske eller lide en frygtelig straf, rejste jeg bort i al hemmelighed, og valgte at leve i landflygtighed i stedet for at bryde mit løfte. Deres store fromhed kom til mit kendskab, og jeg søger beskyttelse under Deres vinger, idet jeg håber, at jeg hos Dem kan nyde stilheden i den hellige fordybelse og undgå livets fælder samt slippe for den larmende verdens uorden."

Biskoppen beundrede hendes ædle byrd og fysiske skønhed samt hendes inderlighed og veltalenhed, så han svarede: "Vær rolig mit barn og frygt ikke. Han, for hvem du har opgivet din slægt og dine ejendele, han vil fylde dit nuværende liv med nåde og give dig herlighed i det næste. Som hans tjener vil jeg tilbyde dig alt mit. Vælg selv, hvor du vil dvæle, og i dag indbyder jeg dig til at spise med mig." Hun svarede: "Åh fader, bed mig ikke om det. Det vil skabe rygter, som kan skade dit gode navn." Biskoppen sagde: "Slet ikke, der vil være andre til stede, og vi vil ikke være alene. Der kan ikke opstå det mindste rygte om noget forkert."

Så biskoppen, kvinden og resten af selskabet gik til bords. Kvinden sad over for prælaten og resten på hver side. Biskoppen kunne ikke få sine øjne fra hendes ansigt og kunne heller ikke beherske sin beundring for hendes skønhed, hans øjne blev indfanget og hans indre mand ramt. Den gamle fjende var opmærksom på dette og borede sin pil dybt ind i hans hjerte, samtidig gjorde han sit ansigt smukkere og smukkere. Biskoppen var på randen til at foreslå en syndig handling til kvinden ved den først givne lejlighed, men pludselig bankede en pilgrim på døren og bad højlydt om adgang. Da ingen åbnede for den fremmede og støjen udefra blev kraftigere, spurgte biskoppen, om kvinden ville have noget imod, om pilgrimmen fik lov at komme ind, og hun svarede: "Vi skal stille ham et svært spørgsmål. Hvis han kan give et tilfredsstillende svar, skal han lukkes ind. Hvis ikke, så lad ham jage bort som en uvindende, der ikke er værdig til at sidde foran en biskop."

Alle tilstedeværende fandt, at denne plan var god, og de så sig omkring, for at finde den mest kloge, der kunne stille spørgsmålet. Så sagde biskoppen til kvinden: "Ingen af os er så egnede til dette, som du er. Du overgår os alle i klogskab og veltalenhed, så du skal stille spørgsmålet." Og kvinden sagde: "Spørg ham om navnet på det smukkeste Gud har skabt i lille form." En tjener gik ud og stillede spørgsmålet til den fremmede, som svarede: "Det er mangfoldigheden og fortræffeligheden i det menneskelige ansigt, for blandt alle mennesker fra verdens skabelse til dets slutning, vil man ikke kunne finde to ansigter, som er ens, hvor små forskellene end måtte være." Dette svar behagede selskabet, og de sagde: "Dette er et sandt og glimrende svar." Kvinden sagde: "Lad os fremsætte et sværere spørgsmål, så vi bedre kan måle hans klogskab, spørg ham på hvilket punkt Jorden er større end Himlen." Den fremmede svarede: "Det er i den højeste himmel, for der råder Kristus, og hans legeme er større end Himlen, og da hans legeme er skabt af vort kød, som er skabt af jorden, er jorden på det punkt større end Himlen." Da selskabet hørte dette, hyldede man pilgrimmens klogskab, men kvinden talte atter: "Vi skal stille ham endnu et spørgsmål, som langtfra er svært men til gengæld uklart og mere svært at besvare end de andre. Dette vil vise os dybden af hans visdom. Hvis han kan besvare det, er han sandelig værdig til at sidde ved biskoppens bord. Spørg ham derfor, hvor langt der er fra Jorden til Himlen." Pilgrimmen svarede tjeneren: "Gå tilbage til den som sendte dig til mig og stil det samme spørgsmål til ham. Han kender svaret bedre end jeg og kan besvare det bedre, for han passerede den afstand, da han faldt fra Himlen til Helvedet. Jeg er aldrig faldet fra Himlen, så jeg har aldrig målt afstanden. Han er ikke en kvinde men djævlen, som tog en kvindes udseende." Dette svar rystede tjeneren, som ilede tilbage for at give svaret til selskabet. De blev stumme og forvirrede ved svaret, men den gamle fjende forsvandt fra deres midte.

Biskoppen kom til sig selv og bebrejdede sig selv bitterligt, og med tårer i øjnene bad han om tilgivelse. Han sendte tjeneren ud for at hente pilgrimmen ind i salen, men han var ingen steder at finde. Så samlede han folket omkring sig og fortalte, hvad der var sket, og han bad dem faste og bede til Gud om at afsløre, hvem den fremmede var, han som havde frelst dem fra så stor fare. Samme nat blev det åbenbaret for biskoppen, at det var Andreas, der kommet til ham som pilgrim og havde frelst ham. Derefter var biskoppen endnu mere inderlig i sin tilbedelse af den hellige apostel.

Præfekten i en by havde tilegnet sig en mark, der havde tilhørt en kirke viet til Andreas. Efter biskoppen havde bedt, blev præfekten ramt af en feber som straf for hans synd. Han bad derefter biskoppen om at bede for sig og lovede, at tilbagelevere marken til kirken, hvis han genvandt sit helbred, men så snart han var blevet rask, tilegnede han sig atter marken. Biskoppen søgte atter en udvej gennem bøn, og han fjernede alle lys fra kirken, idet han sagde: "Der vil ikke komme lys, før Herren har hævnet sig på fjenden, og kirken har fået sin mistede mark tilbage." Præfekten blev straks syg og denne gang med stærk feber, og han bad atter biskoppen bede for sig, idet han sagde, at han ville levere marken tilbage med et tilsvarende stykke jord af samme størrelse. Biskoppen svarede: "Jeg har allerede bedt, og Gud har besvaret mine bønner." Den syge lod sig bære til biskoppen, som han tvang til at gå ind i kirken for at bede for sig, men knap var biskoppen gået ind i kirken før præfekten døde, og marken blev leveret tilbage til kirken.

Oversat fra engelsk efter Jacobus de Voragine: The golden legend, oversat fra latin til engelsk af William Granger Ryan, Princeton University Press, 1993, ISBN 0-691-00865-5 (vol.1) og ISBN 0-691-03178-9 (vol.2)