Endre kirke, Gotland

Tilbage til Norge, Sverige og Slesvig, alfabetisk liste

Endre kirke

Endre kirke, Gotland (o.1175 og o.1250 samt o.1450)

Kirken er opført i fint tilhugne kalksten af forskellig størrelse. Den nederste del af tårnet er det eneste tilbageværende fra den oprindelige stenkirke, som blev opført i sidste halvdel af 1100-tallet. Denne oprindelige stenkirke har haft apsis kor, skib og tårn. I begyndelsen af 1200-tallet har man foretaget visse ombygninger og o.1250 har man nedrevet koret og opført et nyt kor med flad østvæg. Tilsvarende har man revet skibet ned og opført det nuværende hen mod slutningen af 1200-tallet. Dele af den oprindelige romanske stenkirke er blevet genbrugt ved nyopførelsen af kor og skib, bl.a. kan ses reliefsten indmuret i skibets sydfacade. Man kan se en løve med unge over sydportalen og vest for sydportalen en drage, desuden se vinduesoverliggere og arkader fra buefriser. Den nuværende nordportal med ørnekapitæl stammer fra en ombygning o.1200. Skibet blev færdigt o.1300. Oprindelig har kirken haft et bedekammer (hagioskop) syd for tårnet, men muren mellem bedekammer og skib er på et tidspunkt brudt ned og nord for tårnet har man bygget et tilsvarende rum, så tårnet nu er omsluttet af to udvidelser. Igennem tiderne er tårnet blevet forhøjet, og da væggene ind til skibet efterhånden blev gennembrudt, måtte man opføre støttepiller udvendigt, de første allerede i 1400-tallet. Kalkmalerierne blev afdækket og restaureret i 1915.

Korbuekrucifiks

I korbuen hænger et krucifiks fra 1200-tallet. I korets østvinduer samt i sydvinduet ses glasmalerier. Enkelte stammer fra o.1250, resten er kopier udført i middelalderlig stil ved restaureringen 1915-16. I det mellemste østvindue er Himmelfarten og Kristus som verdensdommer samt engle og profeter fra o.1250. I det søndre østvindue er Jesus Dåb, og Indtoget i Jerusalem fra o.1250. I korets sydvindue er den øverste rude med geometriske mønstre og akantus fra o.1250. Altertavlen med Korsfæstelsesgruppe flankeret af to gange tre apostle stammer fra 1300-tallet. På nordvæggen ses et nadverskab med stenomfatning. På nord og sydvæggen ses kalkmalerifriser med apostle, formodentlig fra 1400-tallet.

Skib

Skibet er kvadratisk og dækkes af fire hvælv, der bæres af en midtersøjle. Skibet har en stor udsmykning af Passionsmesteren (o.1450). På skibets nordvæg ses scener fra Passionen som fortsætter på sydvæggen og ender med Nådestol og Sankt Kristoffer. På støttepillen i tårnbuen ses apostel og den tyvmalkende kælling, der hjælpes kraftigt af djævle.

Døbefont

I skibets nordvestre hjørne er indrettet et lille dåbskapel. Her ses en døbefont som tillægges Hegvald (o.1175). På fonten ligger et låg udformet som en centralkirke, låget stammer fra 1200-tallet. Reliefferne på døbefonten er noget nedslidte men Hegvalds ekspressive stil og særegne ikonografi skinner tydeligt igennem. På kummen ses syv billeder. Fortolkningen er svær p.gr.a af den stærke nedslidning og den særprægede ikonografi, men det må tydeligvis dreje sig om Passionen, begyndende med Tilfangetagelsen og sluttende med Korsfæstelsen. På kummens underside ses syv billeder. Fem af billederne fremstiller soldater med skjolde og våben. Soldaterne er formodentlig krigere, som kæmper for den kristne kirke, vi er midt i korstogstiden. Desuden ses en scene ved Livstræet samt en scene, hvor en figur holder et kors og en anden figur holder en stav (et spyd ?).