Gerum kirke, Gotland
Tilbage til Norge, Sverige og Slesvig, alfabetisk liste
Gerum kirke, Gotland (o.1175 og o.1300 samt o.1450) Kor med apsis stammer fra o.1200. Et mindre skib har været tilsluttet dette kor. Det nuværende skib er opført i slutningen af 1200-tallet. Man har bevaret den oprindelige korbue, så kirken i dag har dobbelt korbue. Samtidig med opførelsen af det nuværende skib har man påbegyndt bygning af et tårn, som aldrig er blevet færdigt. På et tidspunkt har man planlagt at bygge et nyt og større kor, men planerne blev aldrig ført ud i livet. Kirken blev restaureret 1951-52. |
Skibets hvælv bæres af en stor midtersøjle. Den ornamentale udsmykning omkring den vestre af de to korbuer samt på skibets østvæg stammer formodentlig fra opførelsen af skibet o.1300. I korets sydvindue ses glasmaleri fra 1300-tallet med Olav. På skibets nord og sydvæg ses kalkmalerier af Passionsmesteren (o.1450). Passionsfrisen begynder på nordvæggen med Indtoget i Jerusalem og slutter med Sjælevejningen. På sydvæggen ses fire scener fra Jesus barndomshistorie og fem indramninger med to apostle i hver. Akantusudsmykning i apsis fra 1771. Korbuekrucifikset stammer fra slutningen af 1100-tallet. Altertavlen er fra 1667. Prædikestolen dateres til 1699. På vestvæggen ses rester et djævleridt, som formodentlig har hørt til en helvedscene. I kirken kan ses en middelalderlig gravsten med værktøj (se Vinderslev kirke, Midtjylland). En tang, en hammer og en ambolt er smedeværktøj men kan også referere til Sankt Elegius, guldsmedenes skytshelgen, som måske er den glorificerede figur, der holder en hammer. Måske er det en gravsten for en guldsmed. |
Døbefonten tillægges Majestatis og dateres til anden halvdel af 1100-tallet. På kummen ses Bebudelsen, Besøgelsen, Fødslen, Bebudelsen for hyrderne og Kongernes tilbedelse med tronende Maria. På foden ses fire udyr som bider i slanger. Farvespor er formodentlig oprindelige. |