Grundhof kirke
Tilbage til Norge, Sverige og Slesvig, alfabetisk liste
Grundhof kirke (Grumtofte) Kirken var i middelalderen viet til Maria. Kor og den østlige del af skibet blev opført i slutningen af 1100-tallet af marksten. Sydportalen stammer formodentlig fra denne byggeperiode. Senere er skibet blevet forlænget mod vest med tolv meter. Den tilmurede nordportal stammer formodentlig fra denne byggeperiode. I 1400-tallet opførtes tårnet af munkesten, ifølge et sagn af Herren til Lundegård som bod for et mord. Tårnet var oprindelig 60 meter højt men overdelen styrtede sammen ved et lynnedslag i 1614. Tårnets vestmur blev beklædt med kvadersten i 1699, ved samme lejlighed må vestportalen være blevet indsat, den primitive romanske søjleindfatning har træk fælles med vestportalen i Sörup kirke. I 1756 brændte kirken og blev genopbygget 1757-63 ved bygmesteren Tobias Wendler. Ved den lejlighed fik tårnets overdel sin nuværende udformning. |
|
Efter branden i 1756 blev kor og skib restaureret af billedhuggeren Friedrich Windeskille. Den romanske korbue blev udvidet og erstattet af en bue udført i træ. Altertavlen er fra 1760-63. Over alteret står orglet på et pulpitur med felter malet i rokoko-stil. Orglet blev bygget af Johann Daniel Busch i 1762 og er siden blevet ombygget i 1834 af Marcussen, i 1894 af Hansen og i 1969 af Paschen. I kirken ses figurer fra et tidligere Maria-alter fra 1458. Prædikestolen er udført af Ringering-værkstedet i Flensborg i 1606, reliefferne er fra 1756. På skibets pulpiturer ses billeder med scener fra Gamle og Ny Testamente udført af L. Müller. |
|
Fonten har ranker og hoveder under arkader, den tillægges stenmesteren Horder fra Djursland og er formodentlig kommet til Slesvig med skibe, der transporterede materiale fra Djursland til opførelsen af Valdemarsmuren i 1180'erne. |