Hörsne kirke, Gotland

Tilbage til Norge, Sverige og Slesvig, alfabetisk liste

Hörsne kirke

Hörsne kirke, Gotland (1300-tallet)

Tårnet stammer fra o.1225 og har været bygget til en romansk stenkirke fra 1100-tallet. Koret er blevet nyopført i slutningen af 1200-tallet og skibet i 1300-tallets første halvdel. Korportalen er udsmykket med bladmotiver samt to fisk og en løve. I en niche i korets nordmur ses Kristus som verdensdommer udført af Passionsmesteren (o.1450).

Sydportal

Skibets sydportal stammer fra 1300-tallet. Øverst ses Mikael med løftet kølle og skjold. I det vestre kapitælbånd ses scener fra Apokalypsen: Johannes med bog i hånd, Den apokalyptiske Madonna i solgissel og på måne, Kvinde i barselseng, Den bevingede apokalyptiske kvinde, Mikael kæmper med den apokalyptiske drage. Det østre kapitælbånd har bladmotiver. Portalen er tillagt Mester Egypticus.

Skib mod øst

Skibets hvælv har rankeværk og Triumfbuen kalkmalerier fra 1300-tallet, som tillægges en kunstner fra Mester Egypticus værksted. På triumfvæggen ses mod nord: Maria med barn omgivet af Sankt Margareta af Antioka og Sankt Katarina af Alexandria samt Kejser Maxentius, som ville omvende Katarina til hedenskab. Mod syd ses Tronende Kristus omgivet af to svævende figurer, den ene en biskop.

Kor mod sydøst

I korets sydvindue ses rester af glasmalerier: Bartolomæus samt arkitekturmotiver og bladmotiver.