Hejde kirke, Gotland
Tilbage til Norge, Sverige og Slesvig, alfabetisk liste
Hejde kirke, Gotland (o.1175 og o.1350 samt o.1375) Skib og tårn er formodentlig bygget o.1250, koret o.1350. Skibets sydportal har kapitælbånd med bladmotiver. Korportalel dateres til o.1375. Kapitælbåndet er svært beskadiget, men trods det antyder rudimenterne en virkelig særpræget udsmykning. Noget tilsvarende kendes ikke på Gotland, men der kan dog findes visse fællestræk med Mester Egypticus udsmykning af Lärbro kirke. På vestre kapitælbånd i Hejde kirke ses en bevinget drage. Kirken blev varsomt restaureret 1935-36. I 1976 blev kirkens indre restaureret og i 1986-86 det ydre. |
Skibets hvælvudsmykning er formodentlig fra o.1250, korets hvælvudsmykning formodentlig fra o.1350. Det store kor viser optimismen på Gotland i begyndelsen af 1300-tallet, hvor økonomien blomstrede. Men pest, krig og svigtende handel stoppede den gode udvikling og udvidelsen af kirken i Hejde. I østvinduet ses fint bevarede glasmalerier fra o.1350. Altertavlen er af sandsten og dateres til 1684. |
I korets østvindue ses glasmalerier fra o.1375 med usædvanligt klare farver, hvor blåt dominerer. Motiverne er Syndefaldet, Uddrivelsen, Arbejdet, Bebudelsen for hyrderne, fragment af Maria Bebudelse, Kristus tilfangetages, Korsfæstelsen, Opstandelsen, Velsignende Kristus. |
Kirkens døbefonten er af sandsten og tillægges Byzantios (o.1175). På fonten ses Kentaur, Engel med udslåede vinger, Aspisrytter (symbol på det svage menneske), Påfugl, Kæmpende soldater (godt og ondt), Samsons (eller Davids) kamp mod løven, Tornudtrækker (Liderlighed). Motiverne fortæller om det svage menneske, som har meget ondt og syndigt at kæmpe mod. Farverne kan muligvis være oprindelige. |