Mästerby kirke, Gotland
Tilbage til Norge, Sverige og Slesvig, alfabetisk liste
Mästerby kirke, Gotland (o.1175 og o.1200 samt 1300-tallet og o.1450) Kor og skib er bygget af fint tilhugne kvadersten og stammer fra o.1200, tårnet fra o.1250. Hovedindgangen har oprindelig været på skibets sydside men blev flyttet til tårnets sydside. Den tidligere sydportal kan nu ses på sakristiet. |
I midten af 1300-tallet blev skibets tag forhøjet og man slog hvælv, bemærk skibets vægkonsoller med hoveder og ornamenter. Det gotiske sydvindue i skibet har glasmalerier fra 1300-tallet. Kirken har kalkmalerier fra flere perioder mellem 1200 og 1600, de er hårdt restaureret. Hvælvdekorationer i skibet stammer fra 1300-tallet. I skibets nordøstre hjørne ses i en niche Tronende Madonna med barn omgivet af englevagt. Den dateres til o.1200. På skibets nordvæg ses en Passionsfrise udført af Passionsmesteren (o.1450), som også har udført Dommedag over korbuen og Kristoffer i korbuen, David med slyngen t.v. for korbuen stammer fra o.1600, Adam og Eva i korbuen dateres til 1633. |
Korets ranker, blomster og basunblæsende engle stammer fra 1500-tallet. På korets nordvæg ses en bryllupsfest. Der danses og spises. Ved et bord sidder Kristus med korsglorie for bordeneden, det kunne hentyde til Brylluppet i Kanae. Apsisbuen har konger og profeter. |
I apsis ses Kristus som verdensdommer fra o.1200, de omkringstående apostle er kraftigt opmalet, dog ikke den ofrende Abel i apsidens sydvindue. I det midterste bånd yderst til venstre ses Kong Konstantin med korsglorie og hans mor Helena omkring et kors. I Gotland och Bysans påpeger Erland Lagerlöf af dette motiv stammer fra den byzantinske ikonografi og udsmykningen i apsis kan være udført af en tilrejsende maler fra det byzantinske område. Den nederste række tronende mænd bærer alle korsglorie, hvilket også kunne peg mod byzantinsk påvirkning, idet kun Gud/Kristus har korsglorie i den vestlige ikonografi, hvorimod kejseren som Guds stedfortræder på jorden kan bære korsglorie i østkirken. |
Kirkens døbefont tillægges Byzantios (o.1175). Reliefferne på kummen fremstiller Bebudelsen, Hellig rytter, To helgener ved et alter, Fødslen, Hyrderne, David og løven, Förbundsarken (?) med to engle samt Et firfodet dyr med dyr på ryggen. |