Vä Mariakirke

Kor og skib er opført i første halvdel af 1100-tallet. Koret er opført med flad østvæg og tvillingtårn mod vest. Kirken har haft tre fornemme portaler mod nord, syd og vest, hvoraf de to mod syd og vest er bevarede, af den nordre portal er bevaret et bueslag over indgangen til det nordre tværskib og en tympanon, som nu er opstillet i tårnrummet. Portalernes skulpturelle ornamentik kan minde om sydportalen i Lund domkirke, hvor lombardiske stenhuggere arbejdede. Muligvis har den italienske arkitekt Regnerus, som stod for byggeriet i Lund, også stået for dette byggeri.

I murværket ses flere reliefkvadre. Nogle er så slidte, at de ikke kan tydes, men to står ret tydeligt. Et noget plumpt udført Korslam, der nærmest ligner en hest, har ikke den høje kvalitet, som kirkens øvrige stenkunst, den må enten være udført af en elev som øvelse og senere brugt som fyldsten eller være blevet smidt i området. Den anden er en fornemt udført drage med gennemstukket hale, gennemstikninger ses på sydportalen i Vä og på nordportalen i Lund.

O.1160 overdrog Valdemar den Store kirken til Præmonstratenserordenen, som opførte et kloster i nærheden, klosteret er nu forsvundet men formodes at have ligget syd for kirken. Apsiden mod øst er tilføjet efter overdragelsen. Præmonstratenserne beholdt kirken, selvom de flyttede klosteret til Bäckask i 1200-tallet. I 1300-tallet opførtes et sakristi med klokketårn foran sydportalen. I begyndelsen af 1600-tallet blev det nordre tværskib tilføjet og i 1804 blev tvillingtårnets overdel revet ned.

Vä by har været et handels og håndværkercentrum, især var byen kendt for sine sølvsmede, og kongemagten havde interesse for området. Da kirken blev planlagt var den primært tænkt som kirke i forbindelse med en kongsgård, men kirkens store dimensioner viser, at den også var tænkt som forsamlingskirke. I skibets vestende ses en tilmuret kongeloge, hvorfra kongen har kunnet overvære messen. I 1614 beordrede byens indbyggere at flytte til Kristianstad, fordi Gustav II Adlfs tropper truede Vä.

Skibet var oprindeligt bygget med rejsning og fladt loft, koret havde ribbeløst krydshvælv, hvilket kapitælerne i hjørnerne vidner om. Da præmonstratenserne overtog kirken o.1160 blev apsiden tilføjet mod øst og korets oprindelige hvælv udskiftet med det nuværende tøndehvælv. I 1200-tallet fik skibet indbygget to rækker hvælv støttet af to midterpiller. I koret ses en Aquamanile i bronze fra 1200-tallet, den blev fundet i 1945 på taget som befæstelse for vejrhanen. En akvamanile bruges til opbevaring af liturgisk vand, som bruges til håndvask under messen. Bag hovedalteret ses fundamentet til et alter, som har været i brug efter 1160, da apsiden blev opført, kirkens oprindelige alter har stået ca. én meter foran den oprindelige flade østmur. Kirkens nuværende hovedalter blev opført ved restaureringen i 1963-66, da man flyttede hovedalteret fra 1674 til nordre tværskib, ved den lejlighed fandt man et stykke pergament, hvorpå står, at kirken blev færdigbygget i 1121. Fortolkningen af årstallet drages dog nu i tvivl. På korets østvæg mod syd har man fundet runeinskriptioner.

Mod vest har man fundet rester af kalkmalede udsmykninger fra flere perioder. I tårnbuen ses Jomfru Maria og en biskop, disse kalkmalerier dateres til sengotisk tid. I vestgalleriets åbninger fandt man en kalkmalet medaljon og to engle, på galleriets væg mod nord ses en engel og en gående figur, disse kalkmalerier dateres til romansk tid. Kalkmalerierne i vestgalleriet har aldrig været overkalket. Under prædikestolen ses rester af en stenkarm, som stammer fra et tidligere sidealter. Prædikestolen er fra 1600-tallet. I nordre tværskib står kirkens tidligere alter fra 1674. Kirkens oprindelige font blev flyttet til Strockholms historiska Museum i 1867. I kirken ses nu en kopi af denne font. På skibets nordvæg hænger et krucifiks fra 1400-tallet. Stoleværkets gavle er fra 1700-tallet, malerierne er udført af Alexander Junger. I nordre tværskib står en gravsten over borgmester Knud Lundbeck og hans hustru Kiersten Nielsdatter.

I apsis og kor ses romanske kalkmalerier. I 1963-66 blev kirken restaureret og kalkmalerierne i korets tøndehvælv afdækket. Kalkmaleriernes stil er italo-byzantinsk og tillægges det såkaldte Vä-værksted, der muligvis har haft forbindelse til domkirkebyggeriet i Lund, måske er det udenlandske malere, der kunne stamme fra Norditalien, hvor den italo-byzantinske stil blomstrede i 1100-tallet.

Udsmykningen er af høj kunstnerisk kvalitet, hvilket understreger den kongelige forbindelse. Til baggrundsfarve har man benyttet den dyre ultramarin. Tøndehvælvet har stjernehimmel. Dragterne er udført i hvide, gulbrune, røde og rødbrune farver med graduerede overgange og et væld af nuancer. Ansigtsformerne er markeret med indrammende skyggelægning, fremhævede øjenpartier og lange smalle næser. Foldekastet er både realistisk og abstrakt, hvilket skaber plasticitet og abstraktion.

Kalkmalerierne i korets tøndehvælv blev delvist afdækket i 1848 men blev atter overkalket. Apsisudsmykningen blev afdækket i 1848 og hårdt restaureret. I 1960 blev de romanske kalkmalerier i apsis og kor undersøgt af V. Lindell-Andersson, som afdækkede dem fuldstændigt og restaurerede dem i 1963-66, apsisudsmykningen blev ved den lejlighed genrestaureret. I det oprindelige østvindues smig fandt man spor af en romansk bort. V. Lindell-Andersson afdækkede også sengotiske kalkmalerier i tårnrummets hvælv og dekorativ udsmykning fra 1600-tallet i buerne til nordre tværskib samt draperiudsmykning fra 1746 på skibets østvæg, alt dette blev dog atter overkalket.

Majestas-fremstillingen viser Kristus i mandorla omgivet af fire seks-vingede evangelistsymboler. I et kapel i Berzé-la-ville ved Cluny i Frankrig ses en Majestas fra o.1100 som stilmæssigt kan minde om denne Majestas i Vä, muligvis er der tale om et fælles forlæg. Kristus troner på en bred himmelbue og hviler fødderne på jordkuglen, hvor man aner en basilika, symbolet på den kristne kirke. Kristus kappe bevæger sig voldsomt, han er et kraftcenter, som nærmest udspyer de flankerende evangelistsymboler, der er på vej for at udbrede hans lære, men på vej væk vender de deres blik i beundring mod Kristus. Apsisvæggens udsmykning er næsten fuldkommen ødelagt af sekundære vinduer og en dør. Kun yderst mod nord ses en ærkeengel (Mikael ?) og rester af en Maria-figur. Omkring det oprindelige centervindue ses to træer. På en akvarel fra 1854 ses inskriptionen IC///XC på Majestas-fremstillingen omkring Kristus hoved, på akvarellen er baggrundsfarven rød, ved nyrestaureringen fandtes kun blå baggrundsfarve.

I apsisbuen ses syv engle i medaljon. Det kunne symbolisere de syv kardinaldyder, men ofte fremstilles dyderne som kvinder i medaljon, måske er de syv engle fra Johannes Åbenbaring (Apokalypsen). I apsisbuens vanger ses Peter og Paulus med bøger. Over apsisbuen ses Maria i medaljon, hun holder hænder op foran brystet med håndfladerne udad.

På korets østvæg mod nord og syd ses et stifterpar. Kvinden mod nord bærer en model af kirken, manden mod syd bærer et pengeskrin eller et relikvieskrin, de velsignes begge af Guds hånd, der kommer ned fra himlen. Møntfund underbygger teorien om, at kirken er blevet bygget i 1121 og indviet i kong Niels regeringsperiode (1104-34). Hans dronning, Margrethe Fredkulla, døde i 1117 og kirken kunne være en sjælegave for dronningen. Andre teorier går ud på, at kalkmalerierne er malet o.1160, og at stifterparret er Valdemar den Store og hans dronning Sofia, der overrækker kirken til Præmonstratenserne.

På det stjernebesatte tøndehvælv ses 24 medaljoner med skriftbånd, på korets vestvæg over korbuen ses apostlene omkring Kristus med korsglorie. I skriftbåndene læses teksten fra det ambrosianske Te Deum Laudamus, som var et fast punkt i søndagsliturgien. De første seks vers omhandler englenes lovsang, engle i medaljoner holder skriftbånd med teksten til disse seks vers. (v.1) TE DEUM LAUDAMUS, TE DOMINUM CONFI TEMUR. (v.2) TE ETERNUM PATREM OMNIS TERRA VENERATUR. (v.3a) TIBI OMNES ANGELI. (v.3b) TIBI CELI ET UNIVERSE POTESTATES. (v.4) TIBI CHERUBIN ET SERAPHIN, INCESSABILE VOCE PROCLAMANT. (v.5) SANCTUS, SANCTUS, SANCTUS DOMINUS DEUS SABBAOTH. (v.6a) PLENI SUNT CELIET TERRA. v.6b: MAIESTATIS GLORIE TUE. Apostlene på vestvæggen kunne repræsenterer det manglende 7.vers, TE GLORIUS APOSTOLORUS CHORUS. Profeter og martyrer, som nævnes i de to næste vers, holder denne tekst. (v.8) TE PROPHETARUM LAUDABI LIS NUMERUS. (v.9) TE MARTYRUM CANDIDATUS LAUDAT EXERCITUS. (v.10) TE PER ORBEM TERRARUM SANCTA CONFI TETUR ECCLESIA.

De fire næste vers e bønner (v.11) PATREM IMMENSE MAJESTATIS. (v.12) VENERANDUM TUUM VERBUM ET V NICUM FILIUM. (v.13) SANCTUM QUOQUE PARACLITUM SPIRITUM. (v.14) TU REIX GLORIE CHRISTE. De sidste otte vers om Kristus forløsning og frelserværk læses i de otte nederste medaljoner, muligvis har inkarnation og lidelse været skildret nedenunder. (v.15) TU PATRIS SEMPITERNUS ES FILIUS. (v.16) TU AD LIBERANDUM SUSCEPTURUS HOMINEM NON HORRUI STI VIRGINES UTERUM. (v.17) TU DEVICTO MORTIS ACULEO APERVISTI CREDENTIBUS REGNA CELORUM. (v.18) TU AD DEXTERAM DEI SEDES IN GLORIA PATRIS. (v.19) JUDEX CREDERIS ESSE VENTURUS. (v.20) TE ERGO QUE SUMUS TVIS FAMULIS SUBUENI QUOS PRETIOSO SANGUINE REDEMISTI. (v.21) ETERNA FAC CUM SANCTIS TUIS GLORIA MUNERARI. (v.22) SALUUM FAC POPULUM TUUM DOMINE ET BENEDIC HERIDITA TI TUE. (v.23) ET REGEEOS ET EXTOLLE ILLOS USQUE IN ETERNUM. Den samlede udmaling kan opfattes som en Himmelfart, hvor Kristus både åbner Himmeriget og sidder tronende som dommer.

(Kilde: A catalogue of wallpantings in the churshes of medieval Denmark 1100-1600. Scania, Halland, Blekinge. Akademisk Forlag 1976 ISBN 87-500-1746-2).

I nordre tværskib står kummen fra en font, som har stået i den nedrevne kirke i Nöbbelöv. Fonten har fungeret som fuglebad og vandingstrug inden den kom til Vä i 1974.