Den danske folkekirke m.m. før år 2000


Skt Bendts Kirke

Ringsted Sogn - Ringsted-Sorø Provsti - Roskilde Stift - Ringsted Kommune - Vestsjællands Amt


Skt Bendts Kirke

Adresse

Se aktuel adresse, kort mm.


Kirkebygningen

Kirken er opført 1170. Kirken betegnes også som Valdemarkerernes gravkirke og besøges hvert år af mange turister.
I afhandlingen om "Midtsjælland i middelalderen" er det fremhævet, hvilken betydning klosterkulturen har haft for Midtsjælland, og hvorledes klostrene blev arnesteder for Valdemarstidens romanske teglstensarkitektur. De to store klosterkirker i Ringsted og Sorø, der hører til vore interessanteste middelalderlige bygninger, præges begge af deres materiale, den store, røde munkesten, og i en række detaljer er de beslægtede med hinanden og med andre, samtidige danske bygninger. De murede halvsøjlers særegne trapezkapitæler (med plant afskårne, ikke som i Tyskland buede) hjørner, de i væggene indlagte rundstave, som veksler med ryggede led, samt forskellige sokkel- og gesimsformer er i større eller mindre grad ejendommelige for denne bygningskunst og viser, at den fremmede teknik herhjemme må være brugt af en dygtig og selvstændig bygmester, således at der virkelig kan tales om en særpræget dansk murstensarkitektur.
Men trods slægtskabet har der dog fra første færd været stor forskel på de to kirker. Kongeslægtens stiftelse i Ringsted har en rigere og mere afvekslende grundplan. Højkoret er afsluttet med en anselig apsis, og til hver af de to korsarme har der føjet sig to mindre apsider, medens kirkens vestre del er treskibet. Ejendommeligt for rejsningen er det, at hovedapsiden er ført op i samme højde som selve koret, et meget ualmindelig forhold, som dog utvivlsomt skyldes en lidt senere ændring. Hvorvidt bygningen har stået færdig, da Knud Lavard 1170 skrinlagdes, vides ikke med vished, men sikkert er det, at den efter en ildsvåde 1241 undergik betydelige forandringer, idet højkirkens ødelagte bjælkeloft da erstattedes med unggotiske hvælvinger, hvis svære piller skjulte væggenes oprindelige, indlagte lisener, og som overskar flere af de gamle højkirkevinduer. Først 1204 kunne kirken igen indvies. Så sent som 1475 rejstes det gotiske tårn over korsskæringen (ved en Roskilde-bygmester, Matias Kyme). 1806 hærgedes kirken af en ny ildsvåde, som i den fattige og pietetsløse tid kun efterfulgtes af en nødtørftig genopbyggelse; for at spare penge rev man det vestlige fag af skibet og korsarmenes småkapeller ned. En istandsættelse i 1860'erne forbedrede ikke forholdene stort, men 1900-09 er der foretaget en hovedrestauration, som atter har bragt kirken i værdig skikkelse (arkitekt: H. Storck). Det gamle murværk er omhyggeligt istandsat; de nedrevne dele er genopførte på de gamle fundamenter. Tårnet har fået nyt spir, og højkirkehvælvene er delvis ombyggede og bragte i harmoni med de oprindelige dele.


Kalkmalerier

I det indre smykkes kirken af forskellige kalkmalerier, især en flere gange ommalet og restaureret skjoldefrise med henved 100 adelsvåben. I koret er der helgenskikkelser (Jomfru Maria, Knud Lavard) fra 13. århundrede, og i korsskæringens hvælv hentyder billeder til Erik Plovpenning og hans drab på Slien (1250); han selv er afbildet tronende som Guds ven.


Døbefont (KMJ)

Døbefonten

Af andre middelalderlige kunstværker er bevaret sandstensdøbefonten med nytestamentlige relieffer, et arbejde fra kirkens ældste tid, hugget af den gullandske stenmester Sighrafr, samt en række korstole, der er samtidige med Roskilde Domkirkes kannikestole og vistnok skårne i samme værksted.


Siddepladser

Kirken har 600 siddepladser


Gravminder i kirken

Rester af hans grav gemmes under højalteret, og også de andre kongegrave er genfundne under kirkegulvet, hvor ligene hviler i murede gravkister. Over alle kongegravene findes der i kirken en sentmiddelalderlig fortegnelse, skrevet på et stort pergamentsblad, den såkaldte "Ringstedtavle", efter hvis omhyggelige angivelser man ved undersøgelserne i 1855 og 1901 kunne navnefæste alle de kongelige begravelser, skønt gamle gravsten ikke er bevarede. Dronning Dagmars grav er fuldstændig ødelagt for et par århundreder siden; derimod fandtes dronning Berengarias hårlokker, og af hendes og dronning Sofies kranier er der taget afstøbninger; i Valdemar den Stores grav fremdroges en blyplade med en latinsk indskrift, der berømmer kongen som slavernes betvinger, fædrelandets befrier, fredens genopretter og nævner, at han kristnede Ryboerne og byggede Danevirke og Sprogøtårnet af brændte sten. Kun over Erik Menved og hans dronning (begge † 1319) findes et pragtfuldt mindesmærke over graven, en stor, rigt graveret messingplade med portrætfigurer i fin, gotisk ornamentik, et samtidigt, flandersk metalarbejde.


Orglet (KMJ)

Orgel

Kirkens orgel er et P G Andersen orgel fra 1970 med 46 stemmer.


Begravelser i kirken

I året 1131 blev Knud Lavard som bekendt dræbt d. 7. januar og en frænde Erik Jarl begravede ham i Haraldsted Kirke, men Skjalm Hvides sønner gravede deres fostbroders lig op og gravlagde Knud Lavards lig foan højalteret i Ringsted Klosterkirke. Var det foreløbig en uanselig grav, så blev den dog til stort ry for den gamle tingby. Dernæst drog Sjalmsønnerne og andre af den myrdedes venner om på Tinge, klagede over drabet og talte om jærtegn efter hans død. Harmen fik vinger, og nu fremtrådte Knuds brødre på selve Landstinget med kæremål mod drabsmanden; Kong Niels sad i Ringsted By og turde ikke møde ude på Tinghøjen; da vendte vreden sig også mod ham, og Tingskarerne var ved at strømme til for at hugge ham ned; men ærkebiskop Asser mæglede, Niels kom ud til Tingstedet, og her måtte han lyse sin egen søn i Landflygtighed. Da han snart efter lod sig forlede til at kalde ham hjem, samledes Sjællænderne på ny ved Ringsted og kårede Erik Emune til deres konge. Dermed åbnedes den voldsomme tronkrig, der efter bratte omskiftelser førte Magnus og Niels i døden, medens Erik fik kongekronen.


Kirkepersonale

Se liste med kirkepersonale her.






Retur til toppen


-- Copyright © kirkehistorie.dk 2007 -- Webmaster Kirsten Marie Jensen: kj@kirkehistorie.dk -- Opdateret d. 9.7.2012 --